Historien

Struer og Omegns Motor Sport – forkortet til SOMS – er som navnet antyder en motorsportsklub hjemmehørende i Struer.
Klubben er startet i november 1957 og er dermed på vej mod 60 års jubilæum i efteråret 2017.
Netop perioden i slutningen af 50’erne og starten af 60’erne var en tid, hvor der skød motorklubber op i masser af byer i hele landet. Baggrunden var naturligvis at familien Danmark i denne periode for alvor blev motoriseret og bilen blev nærmest hvermandseje.
På den tid var udbudet af fritidsaktiviteter ikke så overvældende som det vi ser i dag. Det kombineret med at ”den almindelige dansker” pludselig var blevet motoriseret gav en fantastisk grobund for de nye motorklubber, der næsten alle havde bilorientering som sit primære aktivitetsområde.

Fra starten var SOMS tilsluttet Jysk Motor Orienteringsunion, forkortet til JMO. Det var, som navnet antyder en sammenslutning af jyske motorklubber, der udelukkende beskæftigede sig med orienteringsløb. Andre klubber var tilsluttet den landsdækkende Dansk Automobilsports Union, kaldet DAU, der dyrkede alle former for bilsport, f.eks. rally og baneløb i mange afskygninger.
I starten af 1980’erne blev alle landets bilsportsunioner samlet i én organisation ved navn Dansk Automobils Sports Union, i daglig tale DASU.
Det åbnede nye muligheder for SOMS, der nu kunne både arrangere og deltage i andre former for motorsport end orienteringsløb. I dag har vi således, foruden nogen af Danmarks bedste orienteringskørere, både rally- og banekørere i medlemsskaren.

SOMS er i dag en klub med ca. 40 medlemmer, stadig med hovedvægten på orienteringssporten, hvor vi i dag er den klub i Danmark, der flest gange har vundet det danske mesterskab for klubhold. 6 gange siden 1980 har der stået SOMS på mesterskabspokalen. På det individuelle plan er vores kørere også med helt i front, både i kampen om det danske og det nordiske mesterskab, hvor det i årenes løb er blevet til adskillige medaljer af forskellig karat.

Men det er ikke kun i orienteringssporten at SOMS er en aktiv klub. Også i bane– og rallysporten er SOMS i dag repræsenteret, med deltagere både på det mere hobbyprægede plan og på absolut topniveau.
Selvom SOMS rent medlemsmæssigt er én af landets mindre klubber har vi gennem mange år stået som arrangør af mesterskabsløb både indenfor orienteringsløb og rally.
Vi har afviklet flere orienteringsløb tællende til såvel det danske som det nordeuropæiske mesterskab. I 2010 og i 2013 stod SOMS således som arrangør af en afdeling af ”North European Zone Championship” i bil-orientering og i 2015 afviklede vi en afdeling af Danmarksmesterskabet.

På rallysiden har vi afviklet både en afdeling af rally-DM i 2004 i samarbejde med Lemvig og Omegns Motor Sport og en afdeling af DASU’ regionale mesterskab på egen hånd i 2007.
Løb af denne kaliber er en stor opgave for en klub af vores størrelse og kræver opbakning fra alle sider for at kunne lykkedes.
I 2015 startede vi to nye tiltag på rallyfronten. I marts måned før sæsonen starter afviklede vi en rallytestdag hvor rallykørere kan få testet sig selv og materiellet inden det for alvor går løs på hastighedsprøverne. I den anden ende af kalenderen lavede vi sidst på sæsonen et klubrallyarrangement, Bjerrum Efterårsrally, på en rundbanestrækning i Struers industrikvarter.
Begge arrangementer faldt i deltagernes smag og har siden været årligt tilbagevende begivenheder og de bliver også gentaget i 2019.

Facebookmail